
|
KRISEPSYKOLOGI |
|
|
|
At
være kriseramt Alle mennesker kan komme i krise - ingen er fritaget. Det er stor forskel på, hvordan vi reagerer, men det er normalt at vi reagerer på ubehagelige og voldsomme oplevelser. Det er også meget forskelligt, hvad vi reagerer på. Nogle mennesker tåler stor modgang, mens andre tåler mindre. Sådan er vi forskellige, og det må vi bare acceptere. Når man udsættes for en traumatisk oplevelse, kommer der en stor belastning på nervesystemet, som skal sætte os i alarmtilstand og sikre vores akutte overlevelse. På trods af, at selve hændelsen er forbi, kan nervesystemet fortsætte med at være belastet, og det kan føles meget ubehageligt. Når kriser og traumer skal behandles, er der flere måder at gribe det an på. I nogle tilfælde er det en fordel at gå ind i oplevelsen og få den talt grundigt igennem, mens det i andre tilfælde er vigtigere at få bragt ro i nervesystemet og få skabt afstand til oplevelsen.
|
|
Psykotraumatologi Som psykolog er det normalt, at man specialiserer sig indenfor få udvalgte områder. Psykologi er et bredt fag, og når man udklækkes fra universitetet som cand.psych., er man uddannet som generalist. Det betyder, at man ved lidt om hele faget. Langt de fleste psykologer vælger at fokusere på de områder, der særligt interesserer dem. For mit vedkommende har jeg altid vidst, at jeg skulle være klinisk psykolog og arbejde med krisepsykologi. Men selv indenfor et afgrænset fagområde, trækker man tråde til andre dele af psykologien. Jeg har således også interesse for den lidt bredere kliniske psykologi, psykisk arbejdsmiljø samt for ledelse og organisationsudvikling. Hele det fagområde der dækker krise- og katastrofepsykologien og -psykiatrien kaldes psykotraumatologi - læren om psykiske traumers forebyggelse og behandling.
|
|
Beredskabspsykologi Som ledende psykolog i Beredskabsstyrelsen arbejder jeg med at udvikle og formidle den psykologi, der gælder for mennesker i redningsberedskabet - altså brandfolk, ambulancefolk, akutmedicinsk personale mv. Beredskabspsykologien befinder sig i krydsfeltet mellem psykotraumatologien, organisationspsykologien og beredskabsfagligheden. Beredskabsstyrelsen udbyder en uddannelse i psykotraumatologi med titlen Kollegastøtte - RITS, der er en uddannelse i psykologisk stress- og krisebearbejdning. RITS® er en forkortelse for Rekonstruktion og Integration af Traumatisk Stress, og metoden er udviklet i Norge af dr.med. Are Holen. Beredskabsstyrelsen har licens til at udbyde hele grunduddannelsen i Danmark og Grønland. Læs mere på www.beredskabspsykologi.dk.
|